Netværk og Formel 1 i Abu Dhabis sol

Nyt odenseansk erhvervsnetværk kombinerer effektiv relationsopbygning med muligheden for unikke og eksklusive oplevelser.

Når efteråret går på hæld og den travle julemåned så småt står for døren, stikker en delegation fra erhvervsnetværket Real Network de næsten 7.000 kilometer mod sydøst til solbeskinnede Abu Dhabi i de Forenede Arabiske Emirater. Formålet er fire dages unikke oplevelser med Formel 1-løbet som hovedattraktion i den pulserende hovedstad.

Abu Dhabi-turen er højdepunktet på kalenderen for 2017 i Odense-virksomheden Real Network, der krydrer det daglige netværksarbejde med muligheder for unikke oplevelser i ind- og udland.

– For os har det været et kardinalpunkt at skabe et så fuldendt netværkskoncept som overhovedet muligt. Min erfaring fra netværksarbejde er, at et stærkt og effektivt forretningsnetværk kombineret med oplevelser giver de bedste forudsætninger for at skabe ægte og værdiskabende relationer. Netværksmøderne har sit eget fokus og er mere formelle, mens oplevelserne skaber den mere personlige forbindelse, og samtaleemnerne er ofte af en anden karakter end i den mere faste ramme. Via kendskab til hinanden kommer tillid, som er altafgørende for forretning og vækst, udtaler indehaver Kristoffer Jørgensen.

Eventkalenderen for 2018 er allerede langt i forberedelsesfasen. Kristoffer Jørgensen vil dog ikke løfte sløret endnu.

– Vi mangler fortsat nogle detaljer, men jeg tør godt love, at vi har ting i støbeskeen, som vil pirre interessen hos de fleste.

I februar måned åbnede Real Network en allerede velbesøgt netværksgruppe i Odense, der tæller mere end 40 medlemmer. Efter sommerferien udvides der med nye grupper i København, Kolding og Aarhus.








    Skal vi kontakte dig?

    Har du spørgsmål eller ønsker du at høre mere? Vi kontakter dig gerne, så du kan høre mere om vores ydelser